Østrigs historie
From Wikipedia, the free encyclopedia
Østrigs historie omhandler Østrigs udvikling fra en allerede i oldtiden stærkt udviklet kultur over kelterne, romerne, Habsburgernes store mellemeuropæiske rige til Østrigs omdannelse til en republik.
I ældre jernalder opstår Hallstattkulturen, hvor bl.a. de store saltforekomster i Salzkammergut og kontakt med andre kulturer skabte basis for handel og kulturudveksling.[1] I den yngre jernalder bosatte Kelterne sig i samme område og skabte fornyet udvikling, bl.a. gennem udvikling af en avanceret forarbejdningsteknologi af jern.[2] Dette skabte senere tæt kontakt mellem romerne og kelterne, inden romerne besatte det meste af det nuværende østrigske område i år 15 f.Kr.[3]
Folkevandringstiden skabte nye bosættelser i det østrigske område, og i det 8. århundrede etablerede den frankiske hersker Karl den Store en grænsemark i området, der senere udviklede sig til et selvstændigt østfrankisk rige.[4] Dette var den spæde begyndelse for dannelsen af Østrig, der fra omkring år 1000 og 250 år frem opnåede stor fremgang under huset Babenberg.[5] Med denne families uddøen i 1246, overtog Habsburgerne kontrollen med området. Frem til 1918 blev de den dominerende faktor i Østrigs historie.[6]
Habsburgerne udvidede riget mod Ungarn, Tjekkiet og Polen samt Spanien frem til 1700. Den spanske Habsburger-linje uddøde på dette tidspunkt, og med den Spanske Arvefølgekrig mistede Habsburgerne store dele af de spanske områder,[7] men vandt i de kommende årtier nye besiddelser i Bosnien, Serbien, Banat og Italien, hvorefter det habsburgske rige nåede sin største udstrækning i Europa.[8]
Med Maria Theresia af Østrig som regent fra 1740 gennemgik Østrig en række grundlæggende samfundsreformer, såsom indførelse af magtdelingen, skolepligt og regulering af retsvæsenet gennem straffelove.
I årene før opløsningen af det Tysk-Romerske rige dannedes i 1804 Kejserriget Østrig, der fra 1815 indgik i det Tyske Forbund. I den følgende periode forstærkedes de nationalistiske bevægelser i habsburgriget, hvilket styrkede Ungarns kamp for at løsrive sig. Resultatet blev kejser Franz Joseph 1.'s etablering af dobbelmonarkiet Østrig-Ungarn.[9] De indre nationalistiske spændinger fortsatte imidlertid – særligt i Balkan-landene. Da den serbiske nationalist Gavrilo Princip myrdede den østrigske tronfølger i Sarajevo i 1914, blev det anledningen til 1. verdenskrig.[10]
Med afslutningen af verdenskrigen kollapsede det østrigske rige, og der blev udråbt en republik, hvis grænser blev fastsat af ententemagterne.[11] Republikken led dog under en svag økonomi efter krigen og depressionen i 1929 skabte massearbejdsløshed.[12] Det skabte grobund for nationalistiske bevægelser, der resulterede i den såkaldte Austrofascisme, hvor Engelbert Dollfuß satte demokratiet ud af kraft gennem en gammel krigslov.
I 1938 blev Østrig presset af Nazi-Tyskland, hvilket resulterede i Østrigs Anschluss til Hitlers diktatur.[13] Efter 2. verdenskrig blev den Anden Republik udråbt, og Østrig genopstod med en forfatning baseret på den oprindelige fra den Første Republik.[14] Østrig blev inddelt i fire besættelseszoner af De Allierede, som først forlod landet i 1955, da Østrig vedtog en statstraktat med en ny forfatning. Samtidig blev vedtaget en lov om landets evige neutralitet, hvilket har præget østrigsk politik op til nutiden.[15] I 1995 blev Østrig medlem af EU.