Canadas generalguvernør
From Wikipedia, the free encyclopedia
Canadas generalguvernør (engelsk: Governor General, fransk: Gouverneur général) er den canadiske monarks repræsentant. 16 af landene i Commonwealth of Nations har fælles monark, for tiden kong Charles III, og Canada er et af disse lande. Som kongens vicekonge betragtes generalguvernøren de facto som Canadas statsoverhoved. Generalguvernøren er ved privilegiebrev fra 1947 øverstkommanderende over Canadas militære styrker i kongens navn.
Da Canada er et konstitutionelt monarki, er generalguvernørens opgaver først og fremmest ceremonielle og den reelle politiske magt ligger i parlamentet, der består af monarken, senatet og underhuset. I praksis er det generalguvernøren, der repræsenterer monarken, idet dog hverken generalguvernøren, den britiske monark eller den britiske regering blander sig i canadisk politik. Officielt udnævnes generalguvernøren af monarken, men dette sker altid efter indstilling fra den canadiske regering.