Høj- og senmiddelalder i Norge
From Wikipedia, the free encyclopedia
Høj- og senmiddelalderen betegner perioden i Norges historie mellem ca. 1130 og til reformationen kom til landet i 1537. Norge fik på denne tiden både en egentlig statsmagt og en selvstændig kirkeorganisation, og perioden er præget af økonomisk fremgang og vækst.
Højmiddelalderen regnes normalt fra 1130 til ca. 1350. Periodens første del, fra 1130 til ca. 1240, var præget af politisk uro, og har traditionelt fået navnet Borgerkrigstiden. Efter denne periode havde Norge roligere politiske forhold frem til Den sorte død omkring år 1350, og perioden kaldes ofte Norges storhedstid.
I senmiddelalderen faldt Norge under udenlandsk overherredømme gennem Kalmarunionen. I løbet af perioden blev den politiske magt stadig mere centraliseret, og ved senmiddelalderens afslutning i 1500-tallet var Norge i praksis blevet til en dansk provins.