Alger
From Wikipedia, the free encyclopedia
Alger kan på baggrund af deres størrelse inddeles i to overordnede grupper:
- Mikroalger: encellede organismer, der sammen med cyanobakterier udgør planteplanktonet, selvom ingen af delene er planter[kilde mangler].
- Makroalger eller tang: større flercellede alger som f.eks. blæretang. Her hører grøn- og rødalger til planterne.
Disse grupper er ikke systematiske. Mikroalgerne omfatter furealger (dinoflagellater), glaucofytter, gulalger, haptophycéer, kiselalger (diatoméer), rekylalger og øjealger samt visse grønalger. Makroalgerne udgøres af de andre grønalger, brunalgerne og rødalgerne.
De fleste alger kan udføre fotosyntese og mange af dem er vigtige primærproducenter i akvatiske økosystemer. Alger i planteplankton er en vigtig kilde til bestemmelse af graden af næringsindhold i vand. Hvis der findes mange grønalger (dog ikke fra ordenen af desmidiacéer) og en lav artsdiversitet i planteplanktonet, tyder det på at det undersøgte område er næringsbelastet.
Cyanobakterier (der tidligere kaldtes blågrønalger), furealger og visse andre mikroalger kan være giftige og kan være en sundhedsrisiko for mennesker og dyr, både gennem fødekæden, ved algeopblomstring og i overfladevand, der bliver brugt som drikkevand.[1][2][3]
Tang vokser normalt på forskellig dybde. Tang af grønalgegruppen vokser nærmest vandoverfladen, rødalger vokser på 10-30 meters dybde, og brunalger vokser midt imellem.