Alleghenybærmispel
From Wikipedia, the free encyclopedia
Alleghenybærmispel (Amelanchier laevis), også skrevet Allegheny-Bærmispel, er en stor, løvfældende busk eller et lille træ.
Alleghenybærmispel | |
---|---|
Videnskabelig klassifikation | |
Rige | Plantae (Planter) |
Klasse | Magnoliopsida (Tokimbladede) |
Orden | Rosales (Rosen-ordenen) |
Familie | Rosaceae (Rosen-familien) |
Slægt | Amelanchier (Bærmispel) |
Art | A. laevis |
Videnskabeligt artsnavn | |
Amelanchier laevis Wiegand, 1912 | |
Hjælp til læsning af taksobokse |
Væksten er først åben og opret, men senere bliver den bredt overhængende med vandrette sidegrene og hængende skudspidser. Barken er først glat og grøn, senere bliver den rød på solsiden og grøn på skyggesiden. Til sidst er den grå og let ru. Meget gamle stammer kan få opsprækkende, grå bark.
Knopperne er spredte, tilliggende og ganske smalle med røde spidser. Bladene er ovale med få, grove takker langs randen. Oversiden er blågrøn, mens undersiden er grågrøn. Begge sider er hårløse. Høstfarverne spænder fra gul til orange og rød.
Blomstringen sker i maj, hvor de hængende klaser af hvide blomster blandes med det kobberrøde løv. De enkelte blomster er regelmæssige og 5-tallige med mange støvdragere og smalle, hvide kronblade. Frugten er et kugleformet, mørkerødt bær med blivende bæger og blålig dug. Frøene modner godt og spirer villigt i Danmark.
Rodnettet består af få, men kraftige hovedrødder og et højtliggende netværk af fint forgrenede smårødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 5 x 5 m (15 x 15 cm/år).