Cherenkovstråling
From Wikipedia, the free encyclopedia
Cherenkovstråling (eller tjerenkovstråling) er lys, som bliver udsendt, når en ladet partikel bevæger sig hurtigere gennem et materiale, end lys kan. Dette fænomen kaldes også for Cherenkov-effekten, opkaldt efter den russiske fysiker Pavel Tjerenkov, som var den første til at beskrive det.
Lysets hastighed i vakuum er den højeste hastighed en partikel kan bevæge sig med ifølge relativitetsteorien. I gennemsigtige materialer (glas, vand) bevæger lyset sig dog betydeligt langsommere end i vakuum, og det er da muligt for en partikel at bevæge sig hurtigere end lyset. Når det sker, udsendes cherenkovstråling.