Den mørke middelalder
From Wikipedia, the free encyclopedia
Den mørke middelalder (også kaldt De mørke århundreder) er en historiografisk betegnelse, der især i ældre tider er blevet brugt om den periode der bedst kendes som europæisk tidlig middelalder og som omfatter perioden fra år 476 til ca. år 1000, hvor Europa oplevede en både demografisk, kulturel og økonomisk tilbagegang efter Det Vestromerske Riges fald.[1][2]
Termen anvender traditionel lys-versus-mørke billedsprog til at skabe kontrast mellems periodens "mørke" (mangel på optegnelser) i forhold til tidligere og efterfølgende "lyse" periode (større mængder af optegnelser og skriftlige kilder).[3] Konceptet om "den mørke middelalder" stammer fra 1330'erne med den italienske lærde Francesco Petrarca, der betragtede den post-romerske periode som "mørk" i forhold til lyset i antikken.[3][4] Termen "den mørke middelalder" stammer fra latin; saeculum obscurum, der blev brugt første gang af Caesar Baronius i 1602 om den tumultariske periode i 900- og 1000-tallet.[5] Konceptet kom til at karakterisere hele middelalderen som en periode med intellektuelt mørke mellem Romerriget og renæssancen; dette blev særlig populært og udbredt under oplysningstiden i 1700-tallet.[3]
I takt med at periodens nyskabelser og bedrifter blev bedre forstået i 1700- og 1900-tallet, begyndte lærde og forskere at begrænse brugen af "den mørke middelalder" til omtale af tidlig middelalder (ca. 400-1000).[6][7][8] Størstedelen af moderne forskere undgår fuldstændigt at bruge termen som følge af dens negative associationer, da de finder den både misvisende og forkert.[9][10][11] Den oprindelige definition bliver fortsat brugt,[1][2][12] og i populærkulturen anvendes "den mørke middelalder" ofte til at afbilde middelalderen som en periode med tilbagegang, hvorved der sker en udvidelse af termens brug og anvendelse.[13][14]