Emancipationserklæringen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Emancipationserklæringen er to ordrer udstedt af præsident Abraham Lincoln under den Amerikanske borgerkrig. Den første blev udstedt den 22. september 1862 og erklærede alle slaver i alle konfødererede stater, som ikke vendte tilbage til Unionen inden 1. januar 1863, for frie. Den anden ordre, som blev udstedt den 1. januar 1863, opremsede de stater, som det specifikt handlede om.
Emancipationserklæringen blev angrebet fra mange sider, fordi den kun frigav slaver, som var uden for Unionens rækkevidde. I praksis forpligtede den Unionen til at afslutte slaveriet, hvilket var en kontroversiel beslutning i Nordstaterne. Lincoln udstedte sin præsidentielle ordre som øverstkommanderende for hær og flåde under artikel II, sektion 2 i USA's forfatning.
Proklamationen gav hverken frihed til slaver i Grænsestaterne (Kentucky, Missouri, Maryland, Delaware og West Virginia) eller nogen sydstat eller del af en stat, som allerede var under Unionens kontrol. I første omgang havde det kun effekt for de slaver, som allerede var undsluppet til Unionens territorium. Da de hørte om proklamationen, var der mange slaver som hurtigt undslap til Unionens side, når hærenheder rykkede sydpå. I takt med at unionshærene erobrede Sydstaterne blev der dagligt befriet tusinder af slaver indtil næsten alle (ca. 4 mio. ifølge folketællingen i 1860[1]) var befriet i juli 1865.
Efter krigen var abolitionisterne bekymrede over, at proklamationen var en krigshandling og ikke permanent ville afskaffe slaveri. Flere tidligere slavestater vedtog lovgivning, som forbød slaveri, men slaveriet fortsatte med at eksistere indtil tilstrækkelig mange stater havde ratificeret den 13. tilføjelse til USA's forfatning den 18. december 1865.