Faldskærm
enhed der bruges, når hoppe fra fly, helikopter og ballon / From Wikipedia, the free encyclopedia
En faldskærm er en anordning, der skal bremse en genstands eller et menneskes faldhastighed ved udkast eller udspring fra et luftfartøj. Faldskærme har almindeligvis været fremstillet af silke, bomuld eller nylon, der ofte blev belagt med silikone af hensyn til stabilitet og holdbarhed.
De nyere firkantede faldskærme, der er opbygget efter samme aerodynamiske principper som en flyvinge, er fremstillet af kunstoffer som for eksempel Dacron og Aramid.
Faldskærmen består normalt af tre bestanddele:
- en lille pilotskærm, der udløser faldskærmen
- diagonale liner, der fra faldskærmen er samlet i et seletøj
- en udløsermekanisme der er pakket i et hylster og fæstet ved seletøjet
Ved udspringet kan udløsermekanismen enten aktiveres ved en staticline, der er fastgjort til luftfartøjet, udløses manuelt af udspringeren, eller udløses automatisk ved hjælp af en mekanisk eller elektronisk anordning, der er indstillet til at træde i funktion ved en forudbestemt højde.
Tidligere var faldskærmene runde og kuppelformede. De havde stærkt begrænsede muligheder for styring, og faldt næsten lodret ned. Dagens moderne, firkantede faldskærme der er opbygget af celler, som fyldes med luft, flyver fremad mens de daler mod jorden, og giver udspringeren mulighed for meget præcis kontrol og styring. Faldskærme benyttes militært, videnskabeligt og civilt.
Ordet faldskærm er en fordanskning af det tyske Fallschirm.[1]