Højhastighedsjernbane
From Wikipedia, the free encyclopedia
En højhastighedsjernbane er en jernbanestrækning, der trafikeres med højhastighedstog med hastigheder på mindst 200 km/t. I EU definerer EU-direktiv 96/48 en højhastighedsjernbane som en ny bane tilpasset mere end 250 km/t, eller en opgraderet bane tilpasset mindst 200 km/t. [1]. En del andre lande har andre definitioner. I Norge kaldes også nye jernbaner tilpasset 200-250 km/t for højhastighedsjernbaner. Enkelte steder er grænsen for højhastighedsjernbaner sat så lavt som 160 km/t.[1]
På nyanlagte højhastighedsjernbaner kan opnås hastigheder på op til omkring 380 km/t. På ældre opgraderede strækninger kan opnås hastigheder på op til 250 km/t.
Ifølge den Internationale Jernbaneunion var der i slutningen af 2009 10.739 km jernbanestrækninger med tilladte hastigheder på mindst 250 km/t i drift. Yderligere 13.469 km er under opførelse og 17.579 km under planlægning. I 2009 var der næsten 1.750 højhastighedstog i drift på disse banestrækninger [2].
For at opnå de høje hastigheder kræves, at sporerne er bygget til det. Kurveradius skal være større, og højhastighedsbaner krydser ikke anden trafik i samme niveau.[3]