Højkultur
From Wikipedia, the free encyclopedia
En højkultur er i historievidenskaben et tidligt samfundssystem, som gjorde fremskridt før end andre kulturer, men det er i høj grad omstridt, hvilke kulturer, der skal betragtes som "højkulturer".[1] Mest bekendt er vel Arnold J. Toynbees definition og analyse af begrebet i bogen A study of history, og det er sjældent, at den nuværende verdenshistorie regner med flere end en snes højkulturer. Under alle omstændigheder udmærker de sig i forhold til forgængere og efterfølgere bl.a. ved følgende kendetegn:
- reguleret landbrug (kunstvanding, opbevaring af forråd, handel)
- eksistensen af byer (frugtbart område, handelsknudepunkt, militærisk sikkerhed, organiseret samfund)
- institutionaliseret forvaltning (planlægning, hierarki, organiserede regerings-, rets- og administrationssystemer og/eller et slagkraftigt militærvæsen)
- arbejdsdeling, samfundsklasser med specialisering, professionelle soldater
- skrift (handel, planlægning)
- struktureret religion (f.eks. med en funktionsopdelt gudeverden monoteisme)