Julius Schnorr von Carolsfeld
tysk professor / From Wikipedia, the free encyclopedia
Julius Schnorr von Carolsfeld (født 26. marts 1794 i Leipzig, død 24. maj 1872 i Dresden) var en tysk maler.
Julius Schnorr von Carolsfeld | |
---|---|
Personlig information | |
Født |
Julius Veit Hans Schnorr von Carolsfeld 26. marts 1794 Leipzig, Sachsen, Tyskland |
Død |
24. maj 1872 (78 år) Dresden, Sachsen, Tyskland |
Gravsted | Alter Annenfriedhof |
Far | Hans Veit Friedrich Schnorr von Carolsfeld |
Mor | Christina Juliana Hempel |
Søskende | Ludwig Ferdinand Schnorr von Carolsfeld |
Barn | Ludwig Schnorr von Carolsfeld |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted |
Wien Kunstakademi, Thomasschule zu Leipzig |
Elev af | Heinrich Friedrich Füger |
Beskæftigelse | Kunstmaler, tegner, universitetsunderviser, grafiker, billedkunstner, illustrator |
Fagområde | Billedkunst |
Arbejdsgiver | Akademie der Bildenden Künste München |
Elever | Friedrich Geselschap, August Vischer, Andreas Johann Jacob Müller, Alexander Stichart, Gustav Jäger |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser |
Pour le Mérite for videnskab og kunst, Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1853) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Julius var søn af maleren og radereren Veit Johann (Hans) Schnorr (1764—1841, direktør for Leipzig-Akademiet),. Efter kunstnerisk uddannelse under faren og på Wien Kunstakademi (Heinrich Friedrich Füger) tog Schnorr 1817 til Italien. I Rom sluttede han sig til Peter von Cornelius, Friedrich Overbeck og deres kreds og til den ny kristeligromantiske og nazarenske kunstbevægelse (det store Brylluppet i Kana [1819], Jakob og Rachel med mere); 1820—26 optoges han af et større freskoarbejde: Udsmykningen af et værelse i Villa Massimo med 23 kompositioner efter Ludovico Ariostos Rasende Roland. Tilnærmelsen til nazarenerne blev dog for ham kun et gennemgangspunkt i udviklingen. Som han under ny-katolicismen havde bevaret sin protestantiske tro, forstod han at bevare sin kunstneriske selvstændighed over for tidens strømninger. Ingen stor ånd, men fantasifuld, ærlig og alvorlig i sit arbejde blev han en kunstens justemilieu-mand. 1827 blev han professor ved Münchens Akademi. Til slottet malede han a fresco en række Niebelungen-billeder færdiggjort i 1867, samt i enkaustisk teknik kække og livfulde skildringer fra Karl den Stores, Frederik Barbarossas og Rudolf af Habsburgs liv. 1846—71 virkede Schnorr som akademiprofessor og direktør for Galleriet i Dresden. Fra denne tid stammer arbejder som Kristus med Korset og Sigfrid’s Afsked med Chrimhild, og en mængde illustrationsarbejder. Schnorr er måske betydeligst som illustrator; først og fremmest hans i træsnit vidtudbredte bibelillustrationer, endvidere tegningerne til den Cottaske pragtudgave af Der Niebelungen Not; til Saint Paul's Cathedral i London udførte Schnorr en del kartons til glasmalerier. Arbejder af Schnorr i mange tyske museer feks. i Maximilianeum i München: Luther i Worms. En række på ca. 100 landskabelige naturstudier fra 1819—27 udgav Jordan 1878.