Klaksvíkstriden
From Wikipedia, the free encyclopedia
Klaksvíkstriden (færøsk: Klaksvíksstríðið) var en indenrigspolitisk strid og et folkeoprør i 1955 i Klaksvík på Færøerne mod den danske overmyndighed. Den udløsende årsag var at overlægen ved byens sygehus, Olaf Halvorsen, blev afskediget mod indbyggernes vilje. Kort tid efter folkeafstemningen om Færøernes uafhængighed fra Danmark og indføringen af det indre selvstyre, blev lægesagen opfattet som en utidig indblanding i Færøernes indre forhold. For at dæmpe uroen blev 120 danske politibetjente sendt til byen, men før de nåede frem, spærrede lokalbefolkningen indsejlingen til havnen med tønder og en gammel båd, som skal have været lastet med sprængstof. Før det kom til konfrontation, blev der indgået et politisk forlig.