Kompositum
From Wikipedia, the free encyclopedia
Et kompositum (i flertal komposita; også sammensat ord, sammensætning eller i bredere forstand sammensat ordforbindelse) er en ordtype, der opstår ved sammensætning af to eller flere led, der hver især selv er et selvstændigt ord (f.eks. sommerfugl, der er sammensat af ordene sommer og fugl). Tilsvarende bruges betegnelserne komposition eller ordsammensætning om det fænomen, at et kompositum dannes. Komposition er meget udbredt på germanske sprog som dansk, tysk og nederlandsk, mens det er mere sjældent på romanske sprog som fransk, italiensk og spansk.
De enkelte led, som et kompositum består af, kan tilhøre samme ordklasse (f.eks. køjeseng og computerskærm) eller forskellige ordklasser (f.eks. køreskole og sammensætte). Begrebet omfatter sædvanligvis ikke ord, der opstår ved påsætning af præfikser og suffikser, da disse tilføjelser ikke udgør selvgyldige ord. Ord som benægte og samarbejde er således ikke komposita. Visse sammensatte forled kan dog over tid blive til et præfiks.[1]
Sammensætning af ord kan skabe lange ord. På dansk er set ordet "værdipapirfinansieringstransaktionseksponering"[2] og "investeringsforvaltningsholdingvirksomhed".[3]