Schlesiske hertugdømmer
From Wikipedia, the free encyclopedia
De schlesiske hertugdømmer er fællesbetegnelsen for en række hertugdømmer, der opstod efter det oprindelige hertugdømmet Schlesiens opløsning på et tidspunkt efter 1138.
I overensstemmelse med Bolesław 3.'s sidste vilje og testamente blev kongeriget Polen ved hans død opdelt i fem arveprovinser, der blev fordelt mellem hans sønner. Blandt disse var den såkaldte Seniorprovins, hertugdømmet Kraków, reserveret til hans ældste søn, som samtidig blev tildelt titlen af ærkehertug af Polen. Dette indledte den proces, der senere blev benævnt Polens opdeling, i hvilken periode Piast-slægten var dominerende i området.
Under hele opdelingsperioden var den polske kirke med til at fastholde en vis enhed i landet, og i slutningen af det 13. århundrede blev problemet med flere og flere mindre og mindre stater åbenbart, hvorpå der blev påbegyndt forsøg på at samle landet igen. Det var dog først med de sidste Piast-herskere, Władysław 1. af Polen og hans søn Kasimir 3. den Store, at der kom nogenlunde samling på Polen igen, men omkring samme tid blev Schlesien en del af det bøhmiske kongerige.