Skånske Lov
From Wikipedia, the free encyclopedia
Skånske Lov blev nedskrevet mellem 1202 og 1216 og påvirkede det ældste danske skriftsprog; Jyske Lov kom først i 1241. Skånske Lov gjaldt Skånelandene: Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.
Loven er, strikt set, ligesom de samtidige danske landskabslove en retsbog (de) (tysk: Rechtsbuch), dvs. et udgangspunkt til forhandling på tinget efter den skriftliggjorte samling af den i landskabet gældende sædvaneret, om arv og eje, ægteskab, jordens rebning (opmåling), bylagets forhold, drab, legemskrænkelser, hærværk, tyveri, ran og sædelighedsforbrydelser - blandt landskabslovene blev Jyske Lov dog kongeligt håndfæstet.
Ved siden af de gamle sædvaneretlige bestemmelser står ofte yngre regler præget af Valdemarstidens omskiftelige retsorden. Lovens tidspræg viser sig ved, at den flere steder gengiver modstridende opfattelser af, hvad der var gældende ret, men påvirkningen fra kongemagten er alligevel tydelig, idet Skånske Lov som den eneste af landskabslovene har indarbejdet en række kongelige forordninger, som kendes fra anden side. Herudover findes øvrige, lidt yngre tillæg, som uddyber og ændrer visse af lovens bestemmelser.
Ligesom de øvrige landskabslove - Jyske Lov, Valdemars Sjællandske Lov og Eriks Sjællandske Lov - kan Skånske Lov meget vel være blevet udarbejdet af en kreds af lovkyndige og betydningsfulde mænd efter en fælles tingbeslutning, og den opnåede tilsyneladende hurtigt autoritet som gældende lov for Skånelandene. Den blev første gang trykt i 1505 af Gotfred af Ghemen, men større udbredelse fik Henrik Smiths omarbejdede og sprogligt fornyede udgave.