Udødelige parti (skak)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Det udødelige parti er et parti skak der blev spillet i 1851 mellem Adolf Anderssen og Lionel Kieseritzky. Det er et af de mest berømte skakpartier gennem tiderne.
- For alternative betydninger, se Udødelige parti. (Se også artikler, som begynder med Udødelige parti)
Adolf Anderssen var en af sin tids stærkeste spillere og ansås af mange for at være verdensmester, efter at han havde vundet turneringen i London i 1851. Lionel Kieseritzky boede i Frankrig meget af sit liv, hvor han dels underviste i skak og dels spillede skak for 5 francs i timen på Café de la Régence i Paris. Kieseritzky var velkendt for at kunne vinde over mindre dygtige spillere til trods for dårlige odds, dvs. ved at give dem en stor materiel fordel ved spillets start — Kieseritzky spillede f.eks. uden sin dronning på brættet (en såkaldt forgave).
Dette var et uformelt spil mellem disse to spillere og fandt sted på en restaurant Simpson's-in-the-Strand i London. Kieseritzky var meget imponeret efter spillet og telegraferede spillets træk til sin parisiske skakklub. Det franske skakmagasin La Regence udgav spillet i juli 1851. Det fik navnet det "udødelige parti" i 1855 af østrigeren Ernst Falkbeer.
Det udødelige parti er dukket op i mange usædvanlige forklædninger. Byen Marostica i Italien gennemspiller hvert år det udødelige parti med levende mennesker som brikker, første gang den 21. september 1923. Stillingen efter det 20. træk har Surinam gengivet på et frimærke, der udkom i 1984. Spillets sidste del blev brugt som inspiration for skakspillet i filmen Blade Runner i 1982, selvom skakbrikkerne ikke er stillet nøjagtig op (i virkeligheden er Sebastians og Tyrells bræt heller ikke identiske i filmen...!).
Spillet er en glimrende demonstration af skakstilen i 1800-tallet, hvor hurtig udvikling af brikkerne og angreb blev anset for den mest effektive måde at vinde på. Der blev tilbudt mange gambitter og mod-gambitter (og det blev anset for ikke at være gentlemanagtigt at afslå dem) – at klamre sig til sit materiale blev ofte set på med foragt. Disse spil – med deres hurtige angreb og modangreb – er ganske sjove at gense, selvom nogen af trækkene ikke længere anses for de bedste efter vore dages standard.
Anderssen demonstrerer forbløffende dygtighed i dette spil. Han ofrer en løber i træk 11, ofrer begge sine tårne fra træk 18 og afgør det hele med et dronningeoffer i træk 22, som medfører mat. Anderssen demonstrerede senere samme slags dygtighed til at kombinere i det eviggrønne parti.
Spillet er gengivet nedenfor i algebraisk notation. Gengivelsen sker ifølge den nu gængse regel, at Anderssen spiller hvid, og Kieseritzky følgelig sort. Det er bemærkelsesværdigt at Anderssen under spillet havde de sorte brikker, men var den første til at trække. Det var endnu ikke blevet en konvention, at den spiller, som skulle foretage første træk, førte de hvide brikker[1] Bemærk, at nogle offentliggjorte versioner af spillet er fejlbehæftede, som beskrevet i noterne nedenfor.