Åndenød
From Wikipedia, the free encyclopedia
Åndenød (lat.: dyspnoe ell. dyspnø) eller vejrtrækningsbesvær kan have forskellige udtryk og kan skyldes mange forskellige ting.
Fælles for dem alle er, at det normale åndedræt påvirkes. Ligeledes vil alle med åndedrætsbesvær blive tiltagende angste og urolige, og kan, hvis ikke åndenøden afhjælpes, ende i en tilstand af panik. Åndenød kan som regel afhjælpes med medicinsk behandling, og i nogle tilfælde også bedres på anden vis.
De fleste mennesker med åndenød finder, at de trækker vejret bedst i en af to stillinger:
- Nogle finder det mest behageligt at sidde foroverbøjet hen over et bord, med underarmene hvilende på bordet og hovedet hængende frit. Dette lægger et minimalt pres på brystkassen, så det føles mindre besværet at trække vejret.
- Andre finder det mere behageligt i en halvt siddende stilling, så hele ryggen og hovedet er understøttet. Samtidig kan der placeres puder eller lignende under armene, så de hæves fra underlaget; dette har ligeledes til formål at lægge mindst muligt pres på brystkassen.
Åndenød kan enten være til stede konstant eller opstå periodisk. Det kan være sygdomsbetinget eller opstå som følge af, at man anstrenger sig fysisk. Åndenøden kan føles som om, man har noget tungt liggende på brystet, som om der sidder snærende bånd omkring brystkassen, som om der ikke er luft nok i omgivelserne til at kunne trække vejret godt nok eller noget helt fjerde – det veksler fra person til person, og er meget afhængigt af årsagen til åndenøden.
Sygeplejen inddeler dyspnø i følgende kategorier:
- Funktionsdyspnø: Åndenød ved bevægelse eller arbejde.
- Taledyspnø: Åndenød ved tale.
- Hviledyspnø: Åndenød selv om personen intet foretager sig.
- Ortodyspnø: Åndenød i liggende stilling, således at personen er nødt til at sidde op for at trække vejret ordentligt.