Doping
From Wikipedia, the free encyclopedia
Doping forekommer i forbindelse med sportskonkurrencer med det formål at forbedre sportsudøverens præstationer. Udtrykket anvendes både om præstationsfremmende stoffer og anvendelse af præstationsfremmende stoffer. Doping forekommer på to områder: den organiserede sportsverden og motions/fitness-området. I tilknytning hertil er der set en opblomstring af kriminelle aktiviteter med fremstilling og kanalisering af doping til misbrugerne.
- Ikke at forveksle med Doteringsmiddel.
Sportsudøvere har med stor sandsynlighed dopet sig lige så længe, som der har været konkurrencer i idræt, men i det 20. århundrede og især i den sidste tredjedel heraf er der kommet større og større fokus på fænomenet. Dette er sket i takt med, at idræt er blevet mere og mere kommerciel, og samtidig er der set en række tilfælde, hvor anvendelsen af doping er gået galt for sportsudøvere, i de værste tilfælde med døden som følge.[kilde mangler] Samtidig er der specielt via fitness-centre udviklet en kropskultur, der medfører brug af doping kaldet motionsdoping.[kilde mangler] Andre nye termer er introduceret i den offentlige debat, senest gendoping og mikrodoping.
Doping er ved årtusindskiftet især udbredt i sportsgrene, hvor der stilles store individuelle fysiske krav til især kraft og/eller udholdenhed, så som skisport (specielt langrend), cykelsport, atletik og vægtløftning, men det forekommer i princippet i alle sportsgrene, selv i golf. I hestesport har der været flere tilfælde af doping af hestene ved blandt andet de seneste to olympiske lege[1]. Derfor er der på verdensplan og på tværs af sportsgrene vedtaget en række regler med henblik på at bekæmpe dopingen. World Anti-Doping Agency (WADA) er blevet oprettet med henblik på koordinering af indsatsen, og organisationen fungerer dels som autoritet i forhold til vedtagelsen af listen over forbudte stoffer, dels som kontrolorgan, der søger at foretage så mange kontroller af udøvere som muligt, såvel i trænings- som i konkurrencesituationer.
Flere læger er blevet sat i forbindelse med systematiske dopingprogrammer, Francesco Conconi[kilde mangler] som en af de mest prominente, idet han har virket som vejleder for blandt andre IOC.