Pinsebevægelsen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Pinsebevægelsen er en global kirkebevægelse, der opstod først i 1900-tallet. Walter Hollenweger skriver, at pinsekirker er meget forskellige i deres udtryk afhængigt af, hvor i verden de er.[1] Pinsekirkerne i Danmark bygger på de samme oldkirkelige bekendelser som den danske folkekirke, men har et friere, mundtligt og karismatisk udtryk end de historiske kirker, som har en formel og skriftlig liturgi.
Pinsekirker er ofte kendetegnet ved en fri gudstjeneste med en moderne rytmisk lovsang, hvor menigheden løfter hænderne eller klapper. Præsten prædiker frit og dynamisk med udgangspunkt i bibelen og ofte med illustrationer fra sit eget eller andres liv. Bønner, dåb og nadver følger ikke en fast struktur ud over oplæsning af relevante bibeltekster. Både præst og menighed beder samtidigt, og i det hele taget kan menigheden deltage i gudstjenesten med personlige livshistorier, forbøn for hinanden, verbal interaktion med eller uden opfordring, eller gennem de karismatiske nådegaver som tungetale, helbredelse og profeti (se 1.Kor.12:6-8). Gudstjenesterne i en pinsekirke er åbne for alle, familiær og lavkirkelig, og kirkerne gør meget for at liturgien, sangen, teologien og prædikenen skal kunne forstås af alle.[2]
Pinsebevægelsen er synonym med begrebet "pentekostalismen" (eng. pentecostalism) og dækker over en global og økumenisk bevægelse, som nu tæller over 600 millioner tilhængere.[3] Pentekostalismen omfatter de klassiske pinsekirker med start i 1900-tallet, som i dag har mindst 279 millioner[4] medlemmer, heraf flest i Latinamerika, Afrika og Asien. En anden gruppe er den karismatiske bevægelse fra 1960'erne, da erfaringen med "dåben i Helligånden" og tungetalen spredte sig til en større gruppe katolske præster og til de fleste andre kirkesamfund. En tredje pentekostal gruppe kaldes de neo-pentekostale eller neo-karismatiske kirker og er en voksende del af selvstændige megakirker, menighedsplantninger og nye kirkelige bevægelser, som har brudt med de to andre grupper for at udtrykke kristentroen på en måde, som svarer til deres lokale kontekst.[5] Man bør derfor skelne mellem pinsebevægelsen (den pentekostale bevægelse) og de klassiske pinsekirker.
På dansk grund kendes pinsekirkerne primært fra de to frikirkesamfund Mosaik (tidligere De Danske Pinsekirker) og Apostolsk Kirke. Mosaik har i 2021 ca. 5.100 medlemmer og Apostolske kirke ca. 3.500, mens den norske pinsebevægelse tæller ca. 50.000 medlemmer, og den svenske ca. 90.000 medlemmer.[6] En international undersøgelse fra 2002 hævder, at der er op mod 206.000 pentekostale eller karismatiske kristne i Danmark, fordelt i pinsekirker, karismatiske frikirker og andre kristne trossamfund.[7] Vi har dog endnu til gode at verificere dette tal; men det er tydeligt, at de klassiske pinsekirker ikke er de eneste, som praktiserer forbøn for syge, profeti og tungetale, eller lovsang, som man i Danmark vil finde både i og uden for folkekirken.