Atlantis - Det forsvundne rige
From Wikipedia, the free encyclopedia
Atlantis – Det forsvundne rige er en amerikansk animationsfilm fra 2001, som er lavet af Walt Disney Feature Animation – den første science fiction i Disneys tegnefilmsklassikere-kanon og den 41. i rækken på samme liste. Filmmanuskriptet er skrevet af Tab Murphy, og filmen er instrueret af Gary Trousdale og Kirk Wise og produceret af Don Hahn. I den engelske udgave lægger bl.a. Michael J. Fox, Cree Summer, James Garner, Leonard Nimoy, Don Novello og Jim Varney stemmer til figurerne, hvor dette projekt blev sidstnævntes sidste opgave inden sin død. I den danske version lægger bl.a. Christian Damsgaard, Stine Stengade, Søren Spanning, Esper Hagen og Ole Thestrup stemmer til figurerne. Filmen starter i 1914 og fortæller historien om en ung mand, der kommer i besiddelse af en hellig bog, som han mener, vil kunne vise ham og et hold af eventyrere frem til den forsvundne by, Atlantis.
Atlantis - Det forsvundne rige | |
---|---|
Overblik | |
Originaltitel | Atlantis: The Lost Empire |
Genre |
Dramafilm, fantasyfilm, actionfilm, tegnefilm, coming-of-age historie med flere |
Instrueret af |
Gary Trousdale Kirk Wise |
Manuskript af |
Tab Murphy Joss Whedon |
Medvirkende |
(dansk) Christian Damsgaard Stine Stengade Esper Hagen William Rosenberg Søren Spanning Andrea Vagn Jensen Lars Knutzon Lars Kaalund Ole Thestrup Anne Oppenhagen Pagh Morten Staugaard Margrethe Koytu John Hahn-Petersen |
Filmholdsmedlem |
Michael Humphries, Michael Cedeno, Anne Marie Bardwell, Marlon West, Oskar Urretabizkaia med flere |
Klip | Ellen Keneshea |
Scenografi |
Matt Codd, Jim Martin, Mike Mignola, Ricardo Delgado[1] |
Musik af | James Newton Howard |
Produceret af | Don Hahn |
Distributør | Walt Disney Pictures |
Udgivelsesdato |
15. juni 2001 9. november 2001 |
Censur | Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år |
Længde | 95 min. |
Oprindelsesland | USA |
Sprog | engelsk, dansk |
Budget | $120 mio. |
Fortsættes i | Atlantis: Milo vender tilbage (2003) |
Links | |
på IMDb | |
på scope.dk | |
i DFI's filmdatabase | |
i SFDb | |
Atlantis - Det forsvundne riges hjemmeside | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Udviklingen af filmen begyndte straks efter færdiggørelsen af Klokkeren fra Notre Dame i 1996. I stedet for at producere endnu en musicalfilm besluttede produktionsteamet at lave en action-eventyrfilm, der skulle være inspireret af Jules Vernes værker. Atlantis faldt bedst ind i den karakteristiske tegnestil, som tegneserie-forfatteren Mike Mignola førte, hvilket blandt andet lå til grund for valget af værk. På tidspunktet for filmens premiere var der i filmen gjort mere brug af computeranimation end i nogle af Disneys foregående tegnefilm; filmen er stadig en af de få, hvor optagelserne er blevet i et anaformisk format. Lingvist Marc Okrand skabte specielt til filmen et atlantisk sprog. Filmen havde premiere i en tid, hvor publikums interesser var begyndt at skifte fra traditionel animerede tegnefilm (altså håndtegnede animationer) til film med udelukkende brug af computeranimation.
Atlantis – Det forsvundne rige havde premiere på El Capitan Theatre i Hollywood i Californien den 3. juni 2001 og havde premiere i Danmark den 9. november samme år. Set i forhold til at filmen distribueredes af Walt Disney Pictures, fik Atlantis en beskeden billetindtjening. Med et budget på omkring $100 mio. (595 mio. DKK) formåede filmen at indtjene lidt over $186 mio. (ca. 1,1 mia. DKK) verden over. Idet filmen ikke levede op til forventningerne rent indtjeningsmæssigt, besluttede Disney at afblæse produktionen af en spin-off tv-serie og en undervandsattraktion i dets Disneyland-park. Nogle anmeldere roste filmen for dens unikke afvigelse fra tidligere og typiske Disney-film, mens andre kritiserede den for at have en uklar målgruppe og ikke at indeholde nogle sange. Atlantis blev nomineret til flere priser, bl.a. syv Annie Awards, og den vandt "Best Sound Editing" ved Golden Reel Awards i 2002. Trods de blandede anmeldelser anses Atlantis som en kult-klassiker grundet Mignolas unikke kunstneriske indflydelse og indblanden i projektet. En direkte-til-video-efterfølger Atlantis: Milo vender tilbage blev udgivet i 2003.