Folkeeventyr
From Wikipedia, the free encyclopedia
Folkeeventyret er et mundtligt overleveret eventyr. Det er fri digtning, der ikke udgiver sig for at være sandt. Folkeeventyret knyttes sjældent til en bestemt periode eller et bestemt sted, men begynder diffust med "Der var en gang..."; på engelsk "Once upon a time..."; på babylonsk "Enuma elish..." (= dengang foroven). Folkeeventyret følger sin egen logik og fremstiller tilværelsen konsekvent og retfærdigt: Det gode skal få sin løn, og det onde skal straffes. [1]
Folkeeventyrene er oftest mundtligt overleveret indtil romantikken i 1800-tallet, hvor de blev højeste mode, og hvor brødrene Grimm begyndte at indsamle tyske eventyr (flere dog af fransk skriftlig oprindelse) og skrive dem ned; i Norge gjorde Asbjørnsen og Moe ligeså; i Finland Elias Lönnrot. De inspirerede H.C. Andersen til kunsteventyret i 1830. De indsamlede folkeeventyr blev nedskrevet i flere varianter.. Det minder meget om folkeviser, da de vidner om en mangfoldig mundtlig fortællekultur, hvor grundfortællingerne har ændret form gennem tiden. Før romantikken var målgruppen ikke børn, men i romantikken blev eventyrgenren en fast del af børnebogsrepertoiret.
Folkeeventyr fungerede som underholdning og livstolkning; de blev fortalt ved markarbejde, på kroer og i andre almue-/middelklassefamilier. Det var ikke alle og enhver, som fortalte eventyr; at fortælle eventyr var et håndværk, en kunst og et levebrød.