Færøernes Hjemmestyre
From Wikipedia, the free encyclopedia
Færøernes Hjemmestyre har fungeret siden 1. april 1948, hvor Lov om Færøernes Hjemmestyre trådte i kraft. Af loven fremgår det, at Færøerne har en ”Særstilling … i national, historisk og geografisk Henseende” og at landet derfor for fremtiden skal udgøre ”et selvstyrende Folkesamfund i det danske Rige”[1]. I konsekvens af hjemmestyreloven etableredes Færøernes Lagting med ret til at lovgive inden for rigsenheden om ”færøske særanliggender” og Færøernes Landsstyre, der har den administrative myndighed.
Den danske stat yder årligt et generelt økonomisk tilskud til Færøernes hjemmestyre der anno 2007 udgør 615, 5 mio. kr. Af tilskuddet får særforsorgener 117,0 mio., folkeforsikringen 213,3 mio., sundhedsvæsenet 283,6 mio. og Færøernes Fiskerilaboratorium 1,6 mio. kroner.
Betegnelsen hjemmestyre har været brugt om den politiske forvaltning på Færøerne og i Grønland. Hovedformålet med indførelsen af hjemmestyre har været at overføre kompetence og dermed ansvar fra danske politiske myndigheder til henholdsvis færøske og grønlandske politiske myndigheder. Desuden er der hjemmestyre på Ålandsøerne. Begrebet stammer fra Irland, der forgæves forsøgte at få home rule i 1800-tallet. Efter lovændringer i 2005 tales dog oftere om færøsk selvstyre.