Jehovas Vidner og disciplinering
From Wikipedia, the free encyclopedia
Jehovas Vidner har en strikt disciplinering.
Jehovas Vidner er et forholdsvis lukket samfund, der som følge af påbud fra Jehovas Vidners top begrænser sociale kontakter med mennesker uden for deres eget samfund. De har en begrænset kontakt til mennesker uden for deres trossamfund gennem job, familie og missionærarbejde, men det er ikke velset at have venskaber med "ikke-Jehovas Vidner", som de betegner som verdslige (ud fra verden).[1]
De har en streng mødedisciplin: hvis medlemmer over en periode ikke kommer til de annoncerede møder, vil der blive taget kontakt til de inaktive medlemmer for at opfordre dem til igen at komme til Jehovas Vidners møder. Ligeledes vil medlemmer af Jehovas Vidner, som i en periode ophører med at aflevere en månedlig rapport over, hvor meget tid de har anvendt, og hvor mange blade de har udleveret i deres forkyndelsesarbejde, blive kontaktet af de ældste i menigheden, med henblik på at genoptage deres forkyndelse hurtigst muligt. Det forventes, at alle døbte Jehovas Vidner hver måned udfører forkyndelse i det omfang deres omstændigheder tillader det.
Der findes en række interne påbud, som de selv mener stammer fra Bibelen. Det er dog ikke alle overtrædelser, der fører til udelukkelse ved overtrædelse, men det er ikke velset at overtræde disse regler.[2] Eksempler på hvad der ikke er velset:
- Kærestepar der opholder sig alene i et lukket rum eller lejlighed. Overtrædelse kan medføre udelukkelse, på baggrund af dette betegnes som "stærke omstændighedsbeviser"[3] og [2]
- Flirte, også selv om personen er single [4]
- Deltage i konkurrencesport, for eksempel fodbold og badminton [5]
- Lade sine børn deltage i en lejrskole eller i klassefester [6]
- Tage på diskotek [7]
- Onani, da Jehovas Vidners ledelse påpeger onani kan være psykisk skadeligt og eksempelvis medfører depression og overdrevent begær [8]
- Blive væk fra deres to ugentlige mødedage af anden grund end sygdom. Selv i ferier forventes de at deltage, hvor de kommer frem[9]
- Tage længere videregående uddannelser,[kilde mangler] men Jehovas Vidner understreger at det skal være en personlig afgørelse, hvis man fravælger uddannelse [10]
- At bruge bandeord herunder også mildere former som for eksempel "sørme" og "pokkers" [11]
- Deltage i et kirkeligt bryllup med en religiøs ceremoni, som ikke er afholdt af Jehovas Vidner, eksempelvis bryllup holdt i folkekirken [12]