Racisme
et verdensbillede eller ideologi der er baseret på forskelsbehandling på grund af opdeling af mennesker af forskellige racer eller etniske linjer / From Wikipedia, the free encyclopedia
Racisme er et menneskesyn, som viser både fordomme og diskrimination og undertrykkelse baseret på sociale opfattelser af biologiske eller kulturelle forskelle mellem forskellige befolkningsgrupper. Man skelner ofte mellem racisme i snæver forstand, hvor menneskeheden inddeles i "racer", hvoraf nogle opfattes som bedre end andre (klassisk racisme), og racisme i en nyere og bredere betydning, der bruges om forskellige former for etnisk diskriminering, som ikke nødvendigvis bygger på en forestilling om menneskeracer, men finder sted på basis af andre kendetegn som nationalitet, udseende, hudfarve, afstamning eller etnisk oprindelse (etnisk racisme).[1] En tredje definition inkluderer kultur og religion (kulturracisme).[2] Racisme kan vise sig i sociale handlinger, praksis eller overbevisning, ideologi eller politiske systemer, der anser forskellige befolkningsgrupper for bedre eller ringere end andre pga. formodede fælles arvelige træk, evner eller kvaliteter. Racistiske holdninger kan føre til racediskrimination.[3][4][5]