Remisen i Viborg
jernbaneremise i Viborg / From Wikipedia, the free encyclopedia
Remisen i Viborg blev tegnet i 1889 af statsbanernes arkitekt Niels Peder Christian Holsøe (1826-1895) og anlægget var færdigopført i 1896. Det er placeret umiddelbart nordvest for Viborg Station og svømmehal. Remisebygningen har været fredet siden 1992. Det Særlige Bygningssyn indstillede den 26. august 2010 til en fredning af drejeskiven, de tilhørende sidespor og nære omgivelser, deriblandt sidebygningerne i øst. Banedanmark betegner remisen som den bedst bevarede i Danmark.[1][2] I slutningen af marts 2011 blev bygningstilsynets indstilling fulgt.[3]
Værkstedsbygningen er en rundremise, bygget i røde teglsten og havde oprindeligt skifertag. I dag er taget beklædt med tagpap. Indvendig er der 15 spor til togmateriel, og hvert spor har adgang til den udvendige drejeskive via rundbuede dobbeltporte. Drejeskiven har adgang til stationens sporanlæg, men forbindelsessporet er ikke en del af Kulturarvsstyrelsens fredning fra 2011 efter indsigelser fra Banedanmark i et høringssvar.[4]