Republikken Venedigs økonomiske historie
From Wikipedia, the free encyclopedia
Republikken Venedigs økonomiske historie har især været forbundet med handel. Gennem skiftende tider har Venedig haft handel som en afgørende forudsætning for sin trivsel, til dels suppleret med fremstillings- og forædlingsvirksomhed.
Venedig kan spores tilbage til etruskerne – det vil sige til tiden før Romerriget. Venedig ligger i den nordlige ende af Adriaterhavet, og denne placering drog byen fordel af i middelalderen, da den lå tæt på sine markeder[1] i Mellemeuropa og gennem tilknytningen til det byzantinske rige. Byen blev stadig mere selvstændig og opnåede derved handelsfordele såvel i Byzans som i det tysk-romerske rige. Ved det 4. korstog blev dogen i Venedig i 1204 nominel hersker over 3/8 af det byzantinske rige, hvorved der opstod et venetiansk kolonirige. Det dannede den logistiske rygrad for skibskonvojerne og den frie handel,[2] samt Venedigs forsyning med grundnæringsmidlet hvede.
Denne kommercielle revolution[3] med dens nye organisations-, livs- og kulturformer førte til en aldrig tidligere set dominans indenfor økonomi, bogholderi og regnskab. Venedigs handelsmetoder, samfundsformer og finansieringsmetoder,[4] og metoder til erhvervsfremme var ofte langt forud for udviklingen i resten af Europa.
Korstog og erobringen af Konstantinopel åbnede samtidig i flere århundreder for direkte handel til langt ind i Asien, men disse handelsrejser krævede dog også, i lighed med udrustning af de regelmæssige skibskonvojer, store mængder kapital, som overvejende blev stillet til rådighed i form af kreditter. Imidlertid var det kun storkøbmænd fra de førende patricierfamilier, som havde lov til at deltage i fjernhandelen – der var således til dels et monopol i peberhandelen -[5] De samme patriciere satte sig også på den politiske magt.
Trods handelsvirksomhedernes dominans var skibsbygning den største "industri" og den langt største arbejdsgiver. Hertil kom i senmiddelalderen produktion af klæde, silke og glas. Den ligeledes monopoliserede handel med salt havde også stor betydning.[6] og kornhandelen, som i lige så høj grad som øvrige handel bidrog til patriciernes formuer.[7]
Lige fra starten var Venedig udsat for skarp konkurrence, og alene med Republikken Genova udkæmpedes fire omfattende krige. I det 15. og 16. århundrede mistede Venedig gradvis sine kolonier til det Osmanniske rige og mistede sin monopolstilling i Adriaterhavet. Hertil kom, at venetianerne blev fortrængt af hollændere og englændere i konkurrencen, og portugiserne satte sig på handelen med krydderier. Desuden betød protektionismen i de europæiske lande og det osmanniske rige, at Venedig havde svært ved at komme ind på markederne.
Økonomien i den regionale stormagt Venedig var derfor i den sidste tid baseret på produktion af luksusartikler og landbrugsproduktionen fra det norditalienske fastland.