Rheingau (vinregion)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Rheingau og Mosel er de bedst kendte af de 13 tyske vinregioner (Weinbaugebiete) inden for kvalitetsvin (QBA og Prädikatswein). Den følger Rhinen fra Hochheim til Lorch i delstaten Hessen. Hjertet af Rheingau ligger nord for Rhinen, det eneste sted hvor denne flyder øst-vest mellem Basel og Nordsøen med de stejle, sydvendte bjergsider med regionens vinmarker. Det giver ideelle modningsbetingelser for de sarte riesling-druer: 1) beskyttelse mod de kolde, nordlige vinde og 2) flodens vandflade, der er op til en kilometer bred.
Romerne anlagde tidligt marker ved Rhinen, og Karl den Store skulle ifølge legenden have set, at de stejle skråninger ved Rüdesheim am Rhein var egnet til vindyrkning, fordi sneen smeltede så hurtigt.[1]
Rheingaus ca. 3100 hektar vinstokke udgør kun 3 % af Tysklands samlede vindyrkningsareal[2], og med sine 30 kilometers længde er det alt i alt en af de mindste tyske vinregioner. Omkring 78 % af vindyrkningsarealet er beplantet med Riesling, og Rheingau har flest % riesling. Resten af arealet deles mellem druesorterne Spätburgunder (13 %) og Müller-Thurgau (2 %). Selvom Rheingau kun udgør 3 % af Tysklands samlede vindyrkningsareal, huser regionen 1/5 af landets 244 VDP-klassificerede Erste Lage-lokaliteter.[3]