Standard østnorsk
From Wikipedia, the free encyclopedia
Standard østnorsk, også omtalt som norsk standardtalemål, bruges inden for sociolingvistik til at betegne det dominerende østnorske standardsprog (i modsætning til de norske dialekter) som er den talte normalform for bokmål/riksmål, sådan som dette sprog bruges på store dele af Østlandet. Talemålet er den østnorske regionale videreførelse af dannet dagligtale, som var den østnorske overklasse og højere middelklasses udtale af dansk. Det fungerer i Øst-Norge som de facto standard for normaliseret tale knyttet til bokmål/riksmål.[1] I næsten alle de områder, hvor sproget bruges, har det (særlig historisk) eksisteret side om side med lokale østlandsdialekter af norsk (eksempelvis Oslodialekten) klart adskilt efter sociale skillelinjer; i moderne tid har standard østnorsk i stigende grad fortrængt dialekterne i Østlandet. Standard østnorsk kan defineres både som et østnorsk standardsprog med regionale træk knyttet til Østlandet og (særlig historisk og i den mest konservative variant) som en (højere) sociolekt.