Stavnsbåndet
From Wikipedia, the free encyclopedia
Stavnsbåndet blev i 1733 indført i Danmark under Christian 6. enevældige regering efter ønske fra godsejere og militær.[2] Det bandt mænd mellem 14 og 36 år til at blive boende på det gods eller herregård, hvor de var født. Bopælspligten havde eksisteret siden begyndelsen af 1700 -tallet, men da der var mulighed for at købe fripas, gjorde det i praksis næppe særligt indtryk på de bedrestillede, det vil sige bønderne og deres sønner.[3] Det blev ophævet i 1788 med forordningen om afskaffelsen af stavnsbåndet, der skulle afvikles frem til 1800. Udskrivelsen af soldater overgik herefter til et statsligt sessionsvæsen.