Anemoi
From Wikipedia, the free encyclopedia
Anemoi (gresk: Ἄνεμοι, «vinder»)[2] var i henhold til gresk mytologi vindguder som hver av dem ble tilskrevet en hovedretning fra hvor deres respektive vinder kom fra. Hver av dem ble også assosiert med ulike årstider og værforhold. De ble tidvis representert som bare vindkast eller gufs av vind, men andre ganger personifisert som bevingede menneskelignende vesener. Til andre tider igjen ble de avbildet som hester holdt i stallen til stormguden Aiolos (som skaffet Odyssevs vind i Odysseen). Spartanerne ofret en hest til anemoiene på fjellet Taygetos.[3] Astraios, den astrologiske guddommen (som tidvis ble assosiert med Aiolos), og Eos, morgenrødens gudinne, var foreldrene til anemoiene, i henhold til den greske poeten Hesiod.
Anemoi | |||
---|---|---|---|
Trossystem | Gresk mytologi | ||
Religionssenter | Antikkens Hellas | ||
Originalt navn | Ἄνεμοι | ||
Foreldre | Astraios og Eos[1] | ||
Søsken | Boreas; Zefyros, Notos og Euros | ||
Tekster | Hesiod Homer Pausanias | ||
I andre mytologier | Venti (romersk mytologi) |
De fire fremste anemoiene var:
- Boreas, nordavinden og den som brakte med seg den kalde luften fra nord.
- Zefyros, vestavinden og den som brakte med seg den lette vårvinden og tidlige sommervindene.
- Notos, søravinden og den som brakte med seg stormene i sensommeren og høsten.
- Euros, østavinden, den fjerde vinden som ikke sammenfaller med de greske årstidene.
Tidvis ble ytterligere fire anemoier nevnt, representerte vinder fra nordøst, sørøst, nordvest, og sørvest. Romersk mytologi tilsvarende guddommer var Venti («vinder»). Disse hadde andre navn, men var ellers lik de greske.[4]